close

Guide

Holdbarhed og opbevaring af kaffe

Når det kommer til kaffe, er der mange faktorer at tage højde for – friskhed, holdbarhed, pakning og opbevaring er ingen undtagelse. Disse elementer er vigtige hvis du gerne vil have det bedste resultat, når du brygger kaffe.

Kaffe som råvare

kaffebønner er et organisk produkt, der ændrer sig over tid. Selvom kaffen ikke som sådan bliver for gammel, som f.eks. fordærvelige fødevarer, vil bønnernes smag ændre sig.

Når det drejer sig om kaffe handler holdbarhed derfor om smagsprofilen og hvor lang tid kaffen bevarer den optimale smag. Selv efter "bedst før"-datoen kan kaffen drikkes, men smagen kan være anderledes end oprindeligt tiltænkt.
Kaffens smag og aroma begynder straks at ændre sig fra risteprocessen afsluttes og kaffen er afkølet. Måden kaffen pakkes og opbevares på er derfor altafgørende for friskhed og holdbarhed.

Nitrogenflush og vakuumsegl

For at sikre den mest optimale holdbarhed på vores kaffer, nitrogenflusher vi vores kaffe, straks efter rist og inden de forsegles i emballagen og sendes på lager.

Nitrogenflushing er en velkendt metode til at pakke fødevarer på, som modvirker oxidering og den naturlige nedbrydning. Efter ristning og afkøling pakkes bønnerne i en nøje udvalgt emballage. Inden posen lukkes, flushes den med nitrogen, hvilket vil sige at nitrogenen pustes ind i posen og herved skubber den atmosfæriske luft ud. Nitrogenen reagerer ikke med kaffen, påvirker ikke smag eller tekstur og er 100 % fødevaresikker. Posen forsegles straks for at minimere iltens påvirkning. Denne proces nedsætter ældningshastigheden på kaffebønnerne, hvilket forlænger deres friskhed og holdbarhed.

Vi gør os umage for at sikre den optimale friskhed og holdbarhed, men en stor del af ansvaret ligger også hos dig og den måde, du opbevarer og behandler din kaffe på efter køb.

Undgå tab af aroma

Når kaffeposen åbnes, kommer kaffebønnerne i kontakt med atmosfærisk luft. Kaffens aroma er luftbåren. Når kaffen kommer i kontakt med atmosfærisk luft, vil navnlig de fine aromastoffer blande sig med den omgivende luft og gasse af og den samlede smagsprofil ændres. Olien som er i kaffebønnerne, vil ligeledes oxidere og harske over tid.

Derfor er hele opgaven at sikre at bønnerne opbevares så optimalt så muligt.

Tips til holdbarhed og opbevaring

Selvom kaffen er ristet og pakket på den mest optimale måde, er der stadig faktorer, som kan påvirke dens friskhed og smag: luftfugtighed, lys og ilt. For at få det bedste ud af dine kaffebønner kan du følge disse tips:

  • Køb hele bønner og vent med at kværne dem til brug
    Når bønnerne kværnes, frigives deres aromaer, og der skabes en større overflade, som ilten kan påvirke. Derfor anbefales det at bruge kværnet kaffe indenfor 1-3 dage.
  • Opbevar bønnerne i den forseglede pose på et mørkt og tørt sted ved stuetemperatur (maks. 25 grader).
    Kaffebønner kan absorbere fugt, hvilket kan føre til mugvækst, dårlig smag og reduceret holdbarhed. For meget fugt kan gøre kaffen bitter eller harsk, mens for lidt fugt kan gøre den tør og kedelig. Stuetemperatur mindsker risikoen for fugtighed og kondens, der kan påvirke bønnerne. Mørk opbevaring beskytter mod lys, som kan forringe smag og aroma gennem oxidation.

  • Vent med at bryde forseglingen på posen, indtil du skal bruge kaffen, for at undgå at starte oxideringsprocessen og derved undgå unødvendigt spild.

  • Undgå at hælde for meget kaffe i bønnebeholderen eller kværnen.
    Luk posen tæt efter åbning for at minimere iltens påvirkning og undgå spild. Fyld løbende op i stedet.
  • Undgå at opbevare kaffebønner i køleskab eller fryser
    Der er flere som har hørt den gamle myte, at det er en god ide at ligge dine kaffebønner i fryseren eller køleskabet. Selvom det kan virke logisk at opbevare kaffe i køleskabet, fordi det er en fødevare, er det en dårlig ide. Kaffe absorberer lugt og fugt fra køleskabet, hvilket kan påvirke smagen negativt.

  • Brug bønnerne
    Når du nu har gjort dig umage med at vælge kaffebønner af høj kvalitet, kan det være oplagt at gemme kaffen til særlige anledninger. Det er en dårlig ide. Køb den kaffe du skal bruge indenfor en rimelig tidshorisont og lad være med at gemme kaffen længe efter du har brudt posen.

Vores standarder

Hos Homebarista anbefaler vi at bruge vores kaffebønner indenfor 12 måneder efter ristning. På alle vores Bentax-kaffeposer finder du ristedato og holdbarhedsanvisninger. Hvis posen genforsegles, vil den optimale smagsprofil bevares i cirka 14 dage. For at undgå spild og sikre den bedste kaffeoplevelse er korrekt opbevaring afgørende.

Hvad med kaffens smag? Hvornår er den bedst at drikke efter pakning så?

Indenfor kafferistning snakkes der ofte om, at kaffen skal have lov til ligge nogle dage efter ristning, hvor den kan få lov til at afgasse og udvikle smagsprofilen. Vores erfaring er, at kaffebønnerne har den bedste smagsprofil 2-3 uger efter de er blevet ristet.

arrow_upward