Det skal du bruge:
- En stempelkande efter eget valg (vær obs. på mængde vand og kaffe ift. opskrift).
- En ske til omrøring.
- Hario Drip scale vægt der kan måle i gram og har indbygget timer
- Kaffebønner.
Guide
En stempelkande er en populær bryggemetode til kaffe, som mange bruger derhjemme til morgenmaden eller søndagskaffen. Stempelkanden, også kendt som en French press, er en simpel og let måde at brygge en rigtig dejlig kop kaffe på. Desværre oplever mange, at de har haft dårlige erfaringer med stempelkander fordi de har oplevet kaffe, der har smagt dårligt, ofte på grund af forkert brygning. Derfor vil vi gerne give stempelkanden en ny chance med denne guide, hvor du finder fem nemme trin, der guider dig igennem, hvordan du brygger kaffe med en stempelkande.
Vej den mængde bønner af, der passer til det antal kopper, du vil brygge. Kværn dem groft og hæld dem i kanden. En standard 8-kops Bodum-kande kan indeholde ca. 900 gram vand og doseres med 54 gram bønner i forholdet 6:100
Start en timer og fyld kanden 1/4 op med vand. Sørg for, at alle kaffebønnerne er våde. Efter et minut skal du bryde kaffelaget med en ske og røre kaffen godt rundt.
Herefter fylder du kanden op med resten af vandet. Det passer ca. med at vandet skal op til lige over det øverste bånd. Sæt låget på og lad kaffen brygge indtil der er gået fire minutter.
Efter fire minutter er du klar til at trykke stemplet blidt i bund. Stemplet skal kunne trykkes ned med én finger. Hvis det kræver mere kraft, kan det skyldes at bønnerne er for fint formalede.
Husk at rengøre stemplet til din kande grundigt hver gang. Skru filtret næsten af, så du kan få det 100% rent.